EM2001/30

 

BETÆNKNING

 

Afgivet af Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg

vedrørende

 

Forslag til Landstingsforordning om takstmæssig hjælp

 

Afgivet til forslagets 2. behandling

 

Landstingets Social-og Arbejdsmarkedsudvalg har under behandlingen bestået af:

 

Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit, formand
Landstingsmedlem Ruth Heilmann, Siumut, næstformand
Landstingsmedlem Vittus Mikaelsen, Siumut, suppleant for Ruth Heilmann
Landstingsmedlem Mikael Petersen, Siumut
Landstingsmedlem Jakob Sivertsen, Atassut
Landstingsmedlem Loritha Henriksen, Kattusseqatigiit

 

Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg har efter 1. behandlingen under EM2001 gennemgået Forslag til Landstingsforordning om takstmæssig hjælp med bemærkninger.

 

Høringssvar

Udvalget har til brug for udvalgsbehandlingen af nærværende forslag indhentet kopi af alle eksterne høringssvar, der er indhentet fra Landsstyrets direktorater.

Udvalget kan konstatere, at høringsfristen har været på over 4 uger, som en høringsfrist generelt skal være, men at man af hensyn til kommunerne har man måttet forlænge høringsfristen.

 

Spørgsmål

Udvalget har til brug for udvalgets behandling af forslaget anmodet Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked om at redegør hvorledes de lediges rettigheder sikres i forslaget. Kopi af udvalgets skriftlige anmodning samt Landsstyremedlemmets besvarelse er vedlagt nærværende betænkning som bilag.

 

Samråd

Udvalget har haft Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked i samråd for at få en yderligere uddybning af Landsstyremedlemmets svar på udvalgets skriftlige anmodning. Kopi af samrådsspørgsmålene vedlægges nærværende betænkning som bilag.

 

Forslagets indhold.

Overordnet tilslutter udvalget sig indholdet i forslaget, men skal til de enkelte ændringer i forslaget knytte følgende bemærkninger:

Kravet om medlemsskab af S.I.K. for udbetaling af takstmæssig hjælp fjernes. Andre lønmodtagergrupper, der ikke er medlem af S.I.K får herefter krav på at modtage takstmæssig hjælp, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne for udbetaling af takstmæssig hjælp. Dette ser udvalget som et positiv skridt, da der dermed skabes lige vilkår for alle lønmodtagere uanset medlemsskab af en bestemt fagforening.

Udvalget noterer sig, at dette stemmer overens med Socialreformkommissionens anbefalinger på området.

Udvalget har endvidere noteret sig følgende i Landsstyrets forelæggelsesnotat: "at forslaget om fjernelse af kravet om medlemsskab af S.I.K. har været forelagt S.I.K., som har udtalt, at de ikke har indvendinger mod en sådan ændring, forudsat, at deres medlemmer ikke bliver stillet dårligere end i dag. Det bliver de ikke med det fremlagte forslag."

Udvalget har nøje vurderet hvordan de kommende modtagere af takstmæssigt hjælp stilles med forslaget og har følgende bemærkninger til udmålingen af takstmæssigt hjælp til den enkelte.

I forslagets § 8 bestemmes at "Takstmæssig hjælp udbetales med fast takst pr. time, der udgør 55 % af mindstelønnen for en ikke-faglært arbejder efter overenskomsten mellem S.I.K. og Landsstyret."

Det vil sige, at udmålingen af hjælpens størrelse foreslåes ændret, hvilket vil have den konsekvens for gifte ansøgere der er eneforsørgere, at de stilles dårligere med forslaget. De vil modtage 55 % af mindstelønnen med forslaget mod 60 % af mindstelønnen i den nugældende forordning. Enlige, der ikke er forsørgere vil ligeledes modtage 55 % i henhold til forslaget mod 50 % i den nugældende ordning og vil derfor stilles bedre med forslaget.

Udvalget finder på denne baggrund ikke, at der er overensstemmelse med Landsstyrets forlæggelsesnotat samt forslagets § 8., for så vidt angår gifte eneforsørgere. Udvalget har taget dette til efterretning, da forslaget er en overgangsordning førend forslaget om den fremtidige arbejdsløshedsforsikringsordning fremsættes til EM2002 med forslag om ikrafttrædelse i år 2003.

Udvalget har bemærket, at der i de almindelige bemærkninger til forslaget er anført, at etableringen af en arbejdsløshedforsikringsordning skal foregå i to faser. Den første af disse to faser omfatter en ændring af landstingsforordning om takstmæssig hjælp fra det offentlige, så der bl.a indføres bestemmelser om ret og pligt til beskæftigelse/aktivering.

I Landsstyrets forelæggelsesnotat oplyses det, at der med ændringen af landstingsforordningen om takstmæssig hjælp indføres bestemmelser om ret og pligt til beskæftigelse/aktivering.

Det fremlagte forslag ses imidlertid ikke at indeholde bestemmelser om ret til beskæftigelse/aktivering. Udvalget har derfor ved skrivelse af 8. oktober 2001 anmodet Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked om at redegøre for, hvorledes den lediges rettigheder er sikret i forslaget.

Landsstyremedlemmet har i sin besvarelse til udvalget oplyst, at den lediges rettigheder først og fremmest er sikret ved retten til takstmæssig hjælp, hvis vedkommende opfylder betingelserne i forordningen. "Der er tale om ret til økonomisk hjælp, ikke ret til at få anvist arbejde."

Arbejdsmarkedspolitikken og principperne for arbejdsmarkedstiltag har været i fokus de seneste år og været debatteret i Landstinget på baggrund af redegørelser fremlagt for Landstinget og ændringen af Landstingsforordning om arbejdsformidling (forsøgsordninger- EM1999/36).

Debatterne har affødt en forventning i Landstinget om, at de lediges ret og pligt ved modtagelse af hjælp blev præciseret og at udvalgte arbejdsmarkedstiltag skal stoppe udstødningen af personer, der har en usikker tilknytning til arbejdsmarkedet p.g.a. manglende personlige og faglige kompetencer og at fastsættelse af tidgrænse for ledighed førend aktiverings eller beskæftigelsesindsats foretages. Under FM01/19 - Redegørelse om principper for en fremtidig arbejdsløshedsforsikring, fremlagde Landsstyret fem overordnede principper for en fremtidig arbejdsløshedsforsikringsordning: "Det tredje princip er ret og pligt til beskæftigelse. De ledige skal sikres en ret til beskæftigelsestilbud- eller aktiveringstilbud og ret til rådgiving og vejledning under ledighed. Til gengæld får de ledige pligt til at modtage et uddannelses- og beskæftigelsestilbud indenfor en kortere periode efter ledighed f.eks. 3 måneder."

Udvalget forventer derfor, at Landsstyret i forbindelse med den forventede fremsættelse af forslag til landstingsforordning om arbejdsformidling under førstkommende landstingssamling indarbejder bestemmelser til sikring heraf. Rettigheder som rådgivning og vejledning, udarbejdelse af individuelle handlingsplaner, personlige og faglige kvalifikationsopbyggelselsestilbud.

Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg finder det væsentligt, at de fem overordnede principper for en fremtidig arbejdsløshedforsikringsordning, indarbejdes i den fremtidige Arbejdsløshedsforsikringsordning og at der ligeledes fastsættes en tidsmæssig grænse for hvor længe den ledige kan gå ledig førend der iværksættes foranstaltninger der skal sikre, at den enkelte ledige ikke forbliver passiv og dermed risikerer yderligere marginalisering.

Da udvalget i sin behandling af forslaget har fokuseret meget på den enkelte lediges rettigheder i forslaget, vil udvalget gerne have indsigt i hvorledes Landsstyret agter, at beskrive de nærmere forhold, der vil beskrive den lediges pligter og skal anmode Landsstyret om at blive inddraget som høringspart ved udsendelse af udkast til bekendtgørelse til forordningen om takstmæssig hjælp.

Et enigt Social- og Arbejdsmarkedsudvalg indstiller Forslag til Landstingsforordning om takstmæssig hjælp i den foreliggende form til vedtagelse, da ordningen er en overgangsordning førend der etableres en egentlig Arbejdsløshedsforsikring i år 2003.

Med disse bemærkninger skal Landstingets Social-og Arbejdsmarkedsudvalg overgive Forslag til Landstingsforordning om takstmæssig hjælp til 2. behandling.

 

Asii Chemnitz Narup Formand

Vittus Mikaelsen

Mikael Petersen

Jakob Sivertsen

Loritha Henriksen